ANKER Bogføringsmaskinen

Fortalt af Jens Dige, Aabybro

ANKER bogføringsmaskinen der står på egnssamlingen, var et bogføringsmæssigt vidunder da den i midten af tresserne blev indkøbt til kommune-kontoret i Aabybro.

Straksbogføring med ANKER

I perioden fra ca. 1940 til 1960 var mange sognekommuner styret administrativt af en kæmner, der måske havde en pantefoged og en enkelt sekretær som medhjælp – og ikke mere.

Efterhånden hændte det enkelte steder i landet der blev uregelmæssigheder i de kommunale pengesager og regnskabstal – det kunne skyldes alt fra uvidenhed og det at tingene voksede den enkelte over hovedet – til et økonomisk begær som ikke lod sig styre !

Fristelserne for kriminalitet var for store – mange husker episoder fra ”Matador” – revision til trods kunne man let komme i ”fedtefadet” !

I den lille landkommune Hvidbjerg-Lyngs på Thyholm gik det helt galt !

Her lavede kæmneren økonomisk svindel mod kommunen i større stil – ja kæmneren havde simpelthen indført dobbelt-bogholderi, og der gik nogle år inden man i revisionen fandt ud af tingenes reelle tilstand !

Sagen er historisk omtalt som ”Brinch-sagen” – kæmneren blev i 1959 dømt for underslæb overfor den lille kommune på 1.500.000 – et svimlende beløb der omregnet til nutidskroner svarer til næsten 20.000.000 !

Reelt var kæmneren et velbegavet tal-geni – der blot var faldet for fristelsen til at supplere den private egenkapital – på kommunes bekostning !

Hos mange kæmnere blev der derfor et behov for maskinkraft til at lette bogføringen, og skaffe muligheder for denne kunne afsluttes dagligt – og kassen kunne stemmes af på korrekt vis !

Som betroede ledere var de ”hunderæd” for der skulle kunne sættes en finger på deres embedsførelse. Dette gjaldt sikkert også min læremester kæmner O. Spliid-Jensen.